flere
FO-Aarhus på facebook

FO-byen - et nyt bykvarter


 BILLEDER VEDR. UDGRAVNINGER I FO-BYEN

For nylig var arkæolog Karin Poulsen i FO-byen med et foredrag om Moesgaards udgravninger i FO-byen. På dette link kan man se nogle
af hendes dias fra foredraget: http://www.slideshare.net/dkmuseer/oplg-kolding

Og på dette link, kan man finde en lille video fra foredraget: http://www.fo-aarhus.dk/nyheder/2013/video-skeletter-og-grave-i-fo-byen/

 

 

Historiske oplysninger v/ Henrik Fode

I oktober 2009 blev Aarhus tilført et nyt begreb eller måske snarere lokalitet. For at tydeliggøre det blev der udsendt indbydelser til indvielse af den ny lokalitet, der blev præsenteret som FO-byen. For den uindviede var der gjort en betydelig pædagogisk indsats ikke mindst ved at vedlægge en elegant flerfarvet tegning, der viste FO-byen. De lokalkendte kunne straks identificere stedet, der var afgrænset af Vester Allé, Christiansgade og med Frederiksgade som den parallelle afgrænsning til Christiansgade.

 

FO-byen -2014 Lille

 

FO-byen var et bygningskompleks, der med udgangspunkt i den gamle pigeskole og en samling ældre bygninger bagved mod Frederiksgade nu skulle markedsføres. Der var knyttet flere begreber til indbydelsen, for den talte også om Folkeoplysningens Hus, og sådan står der også i dag på gavlen over den gamle kommuneskole.

Det er dette kvarter, dets historie og baggrund, der skal ridses op i det følgende.

Christiansgades Skole
Aarhus var i vækst i årene frem mod år 1900. Det var tydeligt for alle, at der flyttede stadig flere til fra oplandet. Mange så en fremtid i købstaden med dens mange nye arbejdspladser. På landet var der en vis rationalisering på vej, der betød, at der ikke længere var plads til tidligere tiders mange landarbejdere og småkårsfolk. For mange var perspektivet derfor at søge mod byen - og hvis man ikke fandt lykken her - var der også muligheder i det store udland: udvandring til Amerika.

Hele denne tilstrømning af nye borgere gav et vældigt pres på byens skoler. Op i 1890'erne blev det tema drøftet mange gange i byrådssalen på rådhuset bag Domkirken. Sidst i 1890'erne blev der taget et afgørende skridt. Der skulle etableres to nye skoler. En mindre forskole på Christiansbjerg og en stor moderne skole for piger midt i byen. Den sidstnævnte var den, der siden blev kendt under navnet Christiansgades Pigeskole. Dengang hed den noget lidt andet: Det var en "borgerpigeskole", og i et fællesudvalgsmøde mellem Skoleudvalget og Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse i 1898 blev det vedtaget at lægge den på Bispetoften. Drengene havde allerede fået deres skole i Ny Munkegade i 1890.
Skolebyggeri havde været en meget stor udgiftspost på de kommunale budgetter, og da byen var i hastig vækst, blev der med få års mellemrum opført nye kommunale skolebygninger, sådan som det ses af nedenstående opstilling: 

Kommunalt skolebyggeri i Aarhus 1862-1914
År          Navn
1862    Paradisgades Skole
1880    Valdemarsgades Skole
1884    Frederiks Allé Skole
1890    Ny Munkegades Skole
1893    Nørrebrogades Skole
1900    Christiansgades Skole
1903    Ingerslevs Boulevards Skole
1907    Finsensgades Skole
1910    Fjordsgades Skole
1914    Samsøgades Skole


FO by Skolepiger 1913

7.a, 1913

Endnu var det sådan, at drenge og piger slet ikke gik i den samme klasse men heller ikke i den samme skole. Der var derfor både kommunale drengeskoler og pigeskoler. I årene omkring 1900 manglede der midt i byen skolepladser til netop pigerne. Løsningen blev opførelsen af en helt ny skole i Christiansgade.

Bispetoften
Sådan havde arealet heddet i adskillige generationer, selv om det ikke længere var kirkens folk, der ejede det. En del tilhørte ejerne af Aarhus Mølle, og før der for alvor kunne bygges på stedet, måtte der mageskiftes i området.

Vejen, der førte ned mod åen og videre over broen, hed i mange år blot "Vejen bag om byen" eller "Jeronimusbakken". Det er den, vi i dag kender under navnet Vester Allé. Et navn, vejen først fik i 1888. Ud mod denne lå allerede flere monumentale bygninger opført for offentlige midler. Der var ridehuset, dragonkasernens hovedbygning og kgl. bygningsinspektør V. Th. Walthers fattiggård, før man på den anden side af åen mødte museumsbygningen, som Walther også havde været arkitekt på.

De monumentale bygninger krævede derfor næsten, at der blev opført en skole af god kvalitet og med god arkitektur. Det synes netop at have været forklaringen på, at der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om det nye projekt. Vinderen blev arkitekt C. Harild, der herefter fik ansvar for opførelsen af pigeskolen.

Harild var ikke en tilfældig arkitekt men en af de unge, der havde haft tætte kontakter til områdets kgl. bygningsinspektør siden 1892 - Hack Kampmann - og han havde også været medarbejder på Statsbiblioteket, hvor han ikke mindst havde et særligt ansvar for dets inventar. Nævnes bør det også, at han var konduktør på Aarhus Teater, der netop var under opførelse. Ligesom sin læremester var han stærkt optaget af at anvende mange dekorative detaljer og ægte solide materialer. Efter Hack Kampmanns død i 1920 overtog Carl Harild i øvrigt færdiggørelsen af flere af læremesterens ikke færdiggjorte projekter.

Pigeskolen i Aarhus var et af Carl Harilds første selvstændige projekter. Han blev i øvrigt siden palæforvalter på Amalienborg. Man kan derfor roligt konstatere, at de lokalt besluttende myndigheder tidligt havde blik for Harilds arkitektoniske kvaliteter.

FO by Pigeskolen 1947
Skolen i 1947 set fra Vester Allé

I dag kan man måske undre sig over, at der blev gjort så meget ud af et skolebyggeri, men en af forklaringerne synes at have været, at der her var tale om den første bygning, der blev opført i den nye gade: Christiansgade, der var navngivet året før efter den regerende konge, Christian IX. Der skulle derfor også af den grund lægges et vist arkitektonisk niveau for det bykvarter, der var på vej på Bispetoften. Statsbiblioteket var også på vej med sin store bygning, og der er næppe tvivl om, at kommunen gerne ville bygge i samme kvalitet som staten. Her gik man i gang med byggearbejderne i 1898 og Statsbiblioteket blev indviet i 1901.

Arkitektkonkurrencen
Det havde ikke været nogen let beslutning at nå frem til valg af arkitekt. Udvalget havde drøftet muligheden af at vælge en lokal eller udskrive en konkurrence. Man gik til byrådet i foråret 1898, og her blev det besluttet at vælge "konkurrencemodellen". Herefter gik sagen tilbage til udvalget, der opstillede konkurrencebetingelserne.

31. marts 1898 var konkurreceindbydelsen på vej gennem byrådet. Materialet var gennemarbejdet i en sådan grad, at det næsten kun var op til deltagerne at udfylde rammerne. Udvalg og byråd havde allerede besluttet, hvordan bygningen eller bygningerne skulle ligge på den planlagte grund. "Facade mod Christiansgade og ca. 5 alen tilbagetrukket fra gadelinien samt med to hovedindgange fra legepladsen", som det blev anført i konkurrencematerialet.

Videre stod det noteret, at hovedbygningen skulle opføres i to etager med høj kælder. Der skulle være 15 klasseværelser, der yderligere blev specificeret. Og så var det et krav, at den almindelige undervisning ikke måtte kunne forstyrres af gymnastik- og sanglokalet, hvorfor mure mod den øvrige skole skulle isoleres på en særlig måde. "Biblioteksværelse eller måske lærerværelse kunne lægges imellem", som det blev udtrykt.

FO by Husalfkursus 1953
Husalfkursus 1963

I kælderetagen ønskede udvalget et rummeligt omklædningsrum og et mindre rekvisitrum foruden gymnastiksalen. Endelig skulle der her være plads til brændselsrum, til varmeapparat samt en pedelbolig med tre værelser, pigekammer, køkken, spisekammer samt vaskerum.
To rum, der evt. kunne benyttes til skolebade var også på ønskesedlen sammen med et skolekøkken. Det sidste skulle igen anbringes på en sådan måde, at skolen blev generet så lidt som muligt af madlugt herfra, som det blev udtrykt.

Så var der legepladsen, hvortil der også var særlige krav, men set med moderne øjne, yderst beskedne: Udvalget ønskede blot et stort halvtag samt "et passende antal retirader".

FO by Vandkumme 3

Drikkekumme i skolegården

I konkurrencen bad man også om et overslag til en overlærerbolig i villastil, som det blev udtrykt. Den skulle være på seks værelser foruden pigekammer, køkken spisekammer og kælder. Men, der skulle her tages hensyn til, at prisen på denne overlærervilla ikke måtte overstige 11.000 kr.

Byrådet mente, at de konkurrerende arkitekter yderligere burde vejledes om projektet:
Derfor blev det tilføjet, at bygningerne skulle tækkes med skiffer, samt at materialet som anvendtes skulle være ekstra godt: "marvskåret træ til dør- og vinduesrammer". Et vist valg var dog overladt til arkitekterne. De kunne således selv afgøre, om trapperne skulle udføres af granit eller fyrretræ.

Tilbuddene skulle være til at overskue, hvorfor det blev krævet, at tilbuddene skulle opdeles i 7 punkter:
• Murerarbejde
• Tømrerarbejde
• Snedkerarbejde
• Malerarbejde
• Glarmesterarbejde
• Smedearbejde
• Blikkenslager- og skifferarbejde.

Der var således nok at gøre for de konkurrerende arkitekter, men præmien til den vindende var nok så stor: 500,- kr., hvilket svarede til en lille årsløn for en arbejdsmand eller lidt under det halve af en lærerindes årsløn.

Konkurrencen afgøres
I efteråret 1898 ventede byrådet med spænding på resultatet af konkurrencen. Det er tydeligt, at det var med en vis skuffelse, at man konstaterede, at der kun indkom tre forslag. Det ene kunne straks kasseres, men tilbage var der to, der var indsendt anonymt under mærke: Det ene havde fået et byvåben som mærke, mens det andet havde benyttet en blomst. Ingen af projekterne var man helt tilfredse med. Da kuverterne blev brudt afsløredes navnene på de to arkitekter: Thorkel Møller og Carl Harild.

Mærkeligt nok tilfaldt præmien Thorkel Møller, men det projekt man valgte, var ikke hans, men som allerede nævnt, udarbejdet af Carl Harild. Man var dog opmærksomme på, at Harilds forslag krævede en del "tilpasninger", før udvalget fandt, at det opfyldte de ønsker, som skolekommissionen havde opstillet.

Den vindende arkitekt - Thorkel Møller - var bestemt ikke ukendt i byen - eller for den sags skyld for Harild. Thorkel Møller havde nemlig også arbejdet for den kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann og i årene omkring 1900 haft store opgaver med ombygninger på Hotel Royal. Siden fik han adskillige betydelige opgaver i byen. I 1907 var han arkitekt bag Sct. Josephs Hospital på Ingerslevs Boulevard, siden arkitekt bag Marselisborg Hospital, der blev opført omkring 1912. På Bispetoften blev han siden kendt som arkitekten bag Ny Jysk Købstads Kreditforenings store bygning tæt på Christiansgade på det sted, der dengang hed Louisegade og i dag Åboulevarden. Han kom således også med sin arkitektur til at præge det nye bykvarter på Bispetoften.

Skoleordning
Den Aarhusianske skoleordning, der rettede sig mod den nye skole gik tilbage til 1880. Pigeskolen havde efter forordningen et syvårigt forløb med to forskoleklasser for 7-9-årige og fem hovedskoleklasser for 9-14-årige. Der var endnu noget, der hed skolepenge. I de fire nederste klasser betaltes der 2 kroner om måneden, i de tre øverste 3 kroner.

FO by Lærerinde Agnes Kjær med pigeklasse 1902
Lærerinde Agnes Kjær med pigeklasse 1902

Mellem- og realskolen blev oprettet i 1906, men den gamle borgerskoleundervisning fortsatte i endnu nogle år. Eleverne kunne efter 4. klasse gå videre i enten den fireårige mellemskole eller den treårige borgerskole. Indskrivning af betalingselever skete sidste gang i foråret 1909, og skolebetalingen ophørte med udgangen af marts 1912.

I spidsen for skolen havde kommunen fra starten, sådan som det var sædvane, naturligvis ansat en mand med titel af overlærer. Theodora Müller havde været ansat ved skolen omtrent fra dens start. 15 år senere blev hun udnævnt til overlærer og blev dermed den første kvinde i en kommunal lederstilling i Aarhus.

FO by Afgangsklasse 1914
Afgangsklasse fra 1914

Efter flytningen af pigeskolen til Christiansgade i 1900, blev det muligt at forøge skolens elevtal og oprette to parallelforløb. I tiden, der fulgte, øgedes elev- og klassetallet yderligere, og der gik for det meste mellem 500 og 600 piger i skolen. I gennemsnit omkring 29 piger pr. klasse.
En lærerløn var i 1905 i gennemsnit 1748 kr. årligt, mens en lærerinde i gennemsnit måtte nøjes med en noget mindre løn: 1243 årligt. Bedre lønnede var byens overlærere - eller skoleinspektører, som en senere tid kaldte skolens ledere. Her lå lønnen på 3342 årligt, som det oplyses i de kommunale beretninger fra 1905.

Der var andet nævnt i beretningerne som karakteriserede tiden: Børnene skulle gerne på skolen have et bad hver 14. dag under ledelse af skolens pedel eller dennes hustru - dog under tilsyn af skolens lærerpersonale, som det udtryktes.

R>En moderne skole anno 1900
Man havde fået en skole opført efter tidens moderne principper. Teknisk kaldte man modellen for en midterkorridor-skole. Det indebar, at der lå klasser på begge sider af en bred midtergang på hver etage. Det betød igen, at der til begge sider var mulighed for store vinduer og dermed et godt lysindfald og god mulighed for udluftning. I tagetagen var der indrettet bibliotek, fysiklokale og plads til pedellen.

Lokalefordeling [1]


Også kælderetagen var godt udnyttet. Herfra var der indgang til den store gymnastiksal, og i tilknytning hertil var der naturligvis indrettet omklædningsrum og bad. I bygningens modsatte ende var der indrettet skolekøkken i bygningens fulde bredde. Her i kælderetagen var der endnu ledige rum, selv om der også var plads til det moderne varmeanlæg, der endnu krævede, at der blev fyret med kul. Et rum til kul, var der følgelig også afsat plads til.

De fleste klasseværelser synes at have haft samme størrelse. Kun sanglokalet på 1. sal synes at have været lidt større, mens det moderne "naturklasselokale" fulgte de øvrige klassers størrelse.
Inventaret var selvfølgelig efter tidens standard. Det var skolepulte med faste bænke i rækker bag hinanden. Man har sikkert indkøbt to, måske tre størrelser, så pultene passede til de enkelte klassetrin. Midt på pulten var der almindeligvis plads til et blækhus, hvor eleverne kunne dyppe den stive stålpen.

FO by Lærerinde Jenny Bøgh 1900-1917
Jenny Bøgh, lærerinde fra 1900-1917

Lærerne var der naturligvis også tænkt på. Datiden krævede to lærerværelser, og da de fleste var kvinder, var deres naturligvis det største, mens de mandlige læreres - der var i starten kun få - var mere beskedent. Lærerindernes lå i stueetagen, mens lærernes lå på 1. sal. Et fotografi fra 1902 viser lærerstaben med ti kvinder og fire mænd. Kvinderne sidder forrest i tækkelige kjoler, der dækker helt ned til skoene, mens mændene står bagved, alle med overskæg og et fast blik rettet mod fotografen.

Laererpersonalet - 1902
Lærerstaben 1902

Det var et smukt og harmonisk byggeri, kommunen havde fået leveret. Endnu i dag er det en fornøjelse at studere de fine gavle mod Vester Allé. Her har tidens håndværkere vist deres bedste. Man frydes over de røde håndstrøgne mursten lagt på en sokkel af granit. De ikke blot velplacerede vinduer, men også velformede, opdelte indfatninger med mindre ruder øverst og større i bunden af indfatningen. Der er den beskedne benyttelse af ornamenter men dog med en inskription i gavlen udført i sandsten. Men der er også den lille karnap/kvist øverst, hvor arkitekten havde anbragt et stort ur, så ikke blot skolebørn kunne nå rettidigt frem, men også forbipasserende kunne notere sig klokken. Urskiven var naturligvis udført af den lokale kobbersmed A. Wilson.

Ganske som på Statsbiblioteket og siden på Ting- og arresthuset havde kunstneren Karl Hansen Reistrup været med til at dekorere den nye skole. Det blev dog her kun til to platter på ydermuren, færdiggjort på Kæhlers keramiske værksted i Næstved. Den ene viste en lille pige med flæseforklæde, mens den anden var en pige på vej til at forlade skolen, nu symboliseret med blondekrave, broche og håret i fletninger.

FO by Figurer fra skolegavl nu Frydenlundskolen


Den lange facade mod Christiansgade kan måske nok opfattes som noget "mere urolig" end gavlen. Den var bevidst tilstræbt symmetrisk. I stuetagen var vinduerne udformet med en bue, mens vinduerne på første sal var firkantede. I den yderste ende mod Vester Allé havde arkitekten været nødt til igen at forstørre selve vinduespartiet for at sikre tilstrækkelig med lys til den store sal bagved, så den løsning var i et vist omfang også tilpasset den anden ende af bygningen. Under den øverste række vinduer havde Harild tilføjet et bånd, der stilfærdigt delte den lange facade.

FO by Chrisitansgade 1929
Christiansgade-facaden, 1929

Kun mod gården var der indsat en række kviste i tagfladen for at sikre dagslys til loftsetagen.
Villaen eller overlærerboligen var udført i samme arkitekturstreg, men naturligvis i mindre format, der passede elegant ind i helheden. Villaen var dog blevet forsynet med en altan i træ ud mod Vester Allé.

Arkitekten havde holdt budgettet. Skolen havde kostet 136.000 kr., og overlærerboligen lå inden for den ramme, som var fastsat: 11.000 kr.
Vi kender navnene på alle de håndværksmestre, der stod bag opførelsen. De var stort set alle lokale, for deres regninger blev optrykt i byrådets "trykte forhandlinger". Der var dog enkelte undtagelser. Her fremgår det f.eks., at keramikerværkstedet Kähler i Næstved havde fået 200,- for de medailloner af skolepiger, som Karl Hansen Reistrup havde udført.

Få år efter Pigeskolens opførelse fandt man ud af, at det var nødvendigt at rejse en betonmur op mod Frederiksgade for officielt at forhindre regnvand i at løbe fra Frederiksgade-bebyggelserne nedover skolegården. Reelt var det vel snarere for at undgå, at skolepigerne skulle forledes til at omlægge skolevejen til Frederiksgade og det "byliv", der var her. I dag er der åbnet en adgangsvej over skolegården mod Frederiksgade. I en af de ældre mellembygninger har FO-Aarhus indrettet sig med moderne kontorfaciliteter (ved den blå pil).

FO by 78C indgang 2

For skolen fik det afgørende betydning, at boligmønstret efter krigen ændrede karakter. Ikke blot skød nye villakvarterer op rundt om byen, men også boligforeningerne var uhyre aktive og tilbød moderne lejligheder i byens periferi. Måske for at kunne fylde skolen, vedtog kommunen, at der fra 1952 også skulle optages drenge i den gamle skole. Den skiftede derfor navn til Christiansgades skole, idet det lille ord "pige" forsvandt.

Men heller ikke det var nok til at fastholde elevtallet, der langsomt faldt. Udviklingen betød at midtbyen fik færre børnefamilier, og i begyndelsen af 1960'erne besluttede skolemyndighederne, at den nye Frydenlundskole, som 1960-1967 blev bygget i den vestligste del af kommunen tæt på grænsen til Hasle, fra 1962 skulle erstatte Christiansgades skole, der nu kun havde et par hundrede elever fordelt på ni klasser. Det skal tilføjes, at de to platter med skolepigerne flyttede med til Frydenlundskolen.
Aarhus Handelsstandsforenings Handelsskole (fra 1970 Aarhus Købmandsskole), som hidtil havde klaret sig med lejemål i Paradisgades- og Frederiks Allés skoler, overtog i 1960 de ledige bygninger og indrettede dem til brug for handelsskoleundervisningen.

Også det er nu historie. I 2005 købte FO-Aarhus bygningerne i Vester Allé 8 og omdøbte stedet til "Folkeoplysningens Hus", sådan som det i dag kan læses på gavlen ud mod Vester Allé.

FO by facade med ur

Læs mere om skolens historie her på siden (inkl. historier fortalt at ældre mennesker, der har gået på skolen som børn)

En ny nabo
Selvfølgelig var grundene i Christiansgade med den fine udsigt ned over åen attraktive. Det var Frimurerordenen tidligt opmærksom på. Man havde allerede en bygning i Amaliegade, men den blev solgt til fagbevægelsen og med de midler, blev der i 1908 påbegyndt et storbyggeri i Christiansgade. Arkitekten, der hed Eggert Achen, opførte et tre-etagers hvidkalket palæ som nabo til skolen. Adressen var Christiansgade 6. Kun en smal udgang mellem skolegård og skolebygning adskilte de to byggerier fra hinanden. Under byggeriet blev man opmærksomme på, at der tidligere havde været bebygget på området. Fund af skeletrester viste, at der i området havde ligget et kloster, der strakte sig mod Frederiksgade.
Eggert Achens navn er på det nærmeste glemt i dag, men det var også ham, der lagde navn til såvel Varna-palæet i 1908 som skovrestauranten Ørnereden, der blev opført i 1910.

FO by Frimuerlogen 1915

Ting- og arresthuset
Der var endnu en ledig grund på Vester Allé over for den nye pigeskole. Der havde været flere planer for denne grund mellem pigeskolen og Statsbiblioteket. En af dem gik ud på at opføre en ny katedralskole her, mens en ældre plan havde foreslået, at byens teater passende kunne have ligget her. Sådan blev det ikke. I stedet kunne man i oktober 1906 indvie et nyt ting- og arresthus på grunden. Også her havde bygherren anvendt modellen med en arkitektkonkurrence. Den blev vundet af arkitekterne L.A. Ludvigsen & Jul Hansen fra København. Igen var det kun de bedste materialer, der var gode nok, og igen blev der opført en monumental bygning, der passede til stedets rammer. Det var for kommunale og amtslige penge, det store byggeri blev rejst. Man var bevidste om, at huset var for stort, men by og amt håbede på, at projektet kunne tiltrække landsretten til Aarhus. Der pågik netop forhandlinger om en ny retsreform, og her ville byen gerne stå med et godt tilbud til staten. Sådan blev det imidlertid ikke. Her spillede ikke mindst fængslingen af justitsminister Alberti for bedrageri en afgørende rolle, da beslutningerne skulle tages. Processen med retsreformen blev ganske enkelt udskudt.
Det store hus på Bispetoften blev dog også adresse for amtsrådsmøder og en mindre politistation.

Frederiksgade - en gammel gennemfartsvej
FO-byen afgrænses mod Frederiksgade - en af byens helt gamle ud- og indfartsveje mod syd.
Aarhus var vokset op på nordsiden af Aarhus Å i bunden af ådalen på to sandbanker, hvoraf den østligste strakte sig helt ud til kysten. Den centrale bydel lå på den østligste af bankerne. Den blev tidligt omkranset af en høj vold og en grav. Det var også her, den magtfulde biskop Peder Vognsen i 1191 valgte at opføre en helt ny domkirke, der først stod færdig omkring 1500.

Omkring 1250 blev der gennemført et stort anlægsarbejde vest for volden, der medførte, at hele det store sumpede område, der udgjorde den vestre voldgrav, blev drænet, og Lille Torv med Immervad ned til Åen blev anlagt med det forløb, vi kender i dag.

På samme tid blev den første bro, vi i dag har kendskab til, anlagt. Det betød, at man nu kunne komme ind til byen fra syd ned over Brobjerg, som området blev kaldt syd for åen.
Selv om vejen op ad Brobjerg formentlig var etableret i slutningen af 1200-årene, er det først i begyndelsen af 1400-årene, at byens borgere i blot lidt større tal slog sig ned på sydsiden af åen. Langs åen voksede Fiskergade frem med en række små huse, mens der op ad vejen mod Brobjerg efterhånden blev bygget større gårde, sandsynligvis af købmænd. Det er et bebyggelsesmønster, der kan følges i de følgende århundreder.

Den økonomiske opblomstring i byen i 1400-årene skabte ikke kun vækst i byen, men også grundlaget for endnu en klosterinstitution: Karmeliterne, en tiggermunkeorden, der fik overdraget et kapel på Brobjerg. Her opførte de i de følgende år et stort firefløjet klosteranlæg med en kirke som sydfløj.

Munkene fik imidlertid ikke glæde af deres nye byggeri ret længe. Reformationen var på vej og efter denne i 1536, blev klosteret overtaget af kronen. Kongen gav i de følgende år de borgere i byen, hvis huse var brændt ned - såvel rige som fattige - lov til at hente sten, tømmer og andet byggemateriale fra karmeliterklosteret. På den måde forsvandt klosteret, hvoraf der i dag kun findes få rester, der er påvist arkæologisk, når spaden stikkes i jorden på grundene Frederiksgade 70-78, eller da frimurerne som nævnt byggede i Christiansgade. Det var her i nr. 76-78 forlystelsesstederne Maritza og natklubben Den Blå Fugl, der senere gjorde stedet bekendt fra midten af 1950erne, havde adresse.

1600-tallet og det følgende århundrede var på mange måder en underlig stilstandsperiode. Snart voksede folketallet, snart faldt det igen bl.a. som følge af epidemier, krige, dyrtid og meget mere.
Vel var slutningen af 1700-årene en begyndende vækstperiode, og selvfølgelig var der købmænd, der kunne fremvise rigdom og byggede nye solide købmandsgårde i bindingsværk, men snart gik det tilbage igen. Napoleonskrigene, der blev efterfulgt af landets bankerot i 1813, skabte igen et økonomisk tilbageslag. Befolkningstallet stod næsten stille. Det havde stabiliseret sig på ca. 4.000.

Et bykort i 1858
I 1858 blev der udgivet et kort over Aarhus. Det blev senere trykt i J.P. Traps bekendte topografiske beskrivelse af Danmark. Det er interessant at se nøjere på, for det afslører en by, hvor ændringer var på vej. Det var endnu en meget lille by, hvor befolkningstallet næppe oversteg de 10.000, selv om man endog regnede de nærmere forstæder med. Det var sådan set nødvendigt, for de var en del af det økonomiske opland. Den netop vedtagne næringslov fra 1857 fastslog, at der skulle være en såkaldt "demarkationslinje" mellem by og land på ca. 7 km. Her havde købstadens handlende handelsretten. Det gav i øvrigt nogle mærkelige konsekvenser, der kunne ses langt op i tiden. Der opstod mindre bysamfund netop på den anden side af den grænse. Det var bl.a. tilfældet i Vejlby, hvor der voksede en hel lille "provinsby" op med egne handlende, slagtere og siden bryggeri og meget mere. Viby er et tilsvarende eksempel syd for byen. Først i 1920 blev de snærende bånd omsider ophævet. Det er der i dag ikke mange, der tænker på.

I det hele taget var byen - her selvfølgelig Aarhus - stærkt økonomisk og opgavemæssigt adskilt fra landdistrikterne uden om byen. Arbejdsfordelingen mellem land og by var fastlagt i lovgivningen. Byerhverv med håndværk og handel hørte til i byen, mens produktion af landbrugsprodukter hørte til på landet. Udveksling af varer mellem de to økonomisystemer krævede en afgift: Den såkaldte accise. For at ingen skulle snyde, var byen indhegnet - her løb den såkaldte konsumptionslinie. Adgang til og fra byen skulle foregå gennem de autoriserede byporte. Dem var der syv af. De lå naturligvis der, hvor indfaldsvejene fra land til by gik. Der var derfor også én ved Frederiksgades udløb. Den hed Frederiksport. Det navn havde den fået i 1824 efter tilladelse af Frederik 6. Tidligere havde den heddet Brobjerggade/vej, og porten blev benævnt Brobjergporten. Herefter var man ude på landet, så snart man havde passeret den store kirkegård, der var anlagt 1818 samt den Mosaiske begravelsesplads på vejen mod Horsens.

Accise og byporte
De gamle byporte var forhadte. De bremsede borgernes frie adgang ind og ud af byen. Og nogle steder, ikke mindst i København, var der opbygget et så stramt system, fordi det også havde en militær betydning, at borgerskabet ganske enkelt var lukket inde - eller ude - når porten var lukket. Her kunne der være en lille bolig til den såkaldte konsumptionsbetjent og måske også til hans familie, men det var langt fra altid, at familien boede her. Det var vist nok ikke tilfældet ved Frederiksport, for brandforsikringsprotokollen oplyser kun om en enkelt kakkelovn i bygningen på tre fag. Herfra overvågede han imidlertid nidkært trafikken ved porten. Når hestevognene om morgenen kom ind til byen med landbrugsprodukterne, der måske var beskyttet af hø eller halm, kunne han bruge sit forkætrede redskab - den såkaldte "søger" - for at sikre sig, at der ikke var noget gemt i halmen, der ikke var meddelt ham. Det var i virkeligheden kun en jernstang, men den havde den effekt, at den altid opdagede, hvis der lå et slagtet får, en skinke, ænder eller gæs under halmen. Han skulle herefter beregne afgifterne, føre dem til bogs, og så kunne bonden rulle videre ad den smalle Frederiksgade.

Frederiksgade -port

Byporten i Frederiksgade var vist nok den nyeste af byens mange porte. Den var opført i 1824, og kongen havde personligt givet tilladelse til, at så vel den som gaden bagved, for fremtiden måtte bære hans navn. 25. september 1824 blev der nedlagt en sølvplade, der oplyste, at porten var rejst i taknemmelig erindring om kongens besøg i byen. Herefter forsvandt navnet Brobjergvej for at blive erstattet af det i dag velkendte Frederiksgade.

Om byporten er der endnu at tilføje, at det var den sidste, der forsvandt i byen. De var opført for kommunale midler, hvorfor byen da også udbød den i licitation til nedrivning. Det gik meget stærkt - inden året 1851 var omme var alle porte med undtagelse af Frederiksport forsvundet. Der gik dog blot seks år, så forsvandt også Federiksport, men der var knyttet den betingelse, at sølvpladen "skulle vedblive at være kommunens ejendom". I dag er der ingen, der ved, hvor den er blevet af.

Nu var der endelig fri passage fra kirkegården mod byen. Først forbi en række tømmerpladser på begge sider af vejen, så passerede bonden Østergade på sin højre hånd. Gaden var endnu lukket af en hel husrække, så der var ikke noget, der hed Mørksgade. Det navn kom først til i 1898. Østergade endte derfor i Frederiksgade og forbandt netop Frederiksgade med Fredensgade. Undervejs krydsede den Søndergade. Her lå flere byggepladser, for vejen var omkring 1850 kun ved at blive anlagt, små haver, marker, byggepladser og byggegrunde lå endnu mellem hinanden.

Hendrik Schandorff - købmand og iværksætter
Ejeren af den store gård på hjørnet af Frederiksgade og det, der i dag hedder Sønder Allé, hed Hendrik Schandorff, og han havde netop set muligheder i at udstykke en del jord mellem gården og byen bagved. I foråret 1854 havde han indrykket en annonce i Aarhuus Stiftstidende, hvor han oplyste, at han agtede at udstykke den ham tilhørende "tofte", der lå mellem Frederiksgade og Fredensgade. Der var perspektiver i den lille annonce, for købmanden fortsatte med at oplyse, at han selv ville bekoste udgifter til anlæg af gader. Tanken var, at det ville fremskynde salg og byggeudvikling i området. Var der først sat noget i gang, så ville resten komme af sig selv, synes købmanden at have ræsonneret.

FO by Hjørne
Hjørnet af Sønder Alle og Frederiksgade

Læser man annoncen i dag, tænker man ikke på, at det sådan set også var den, der satte udviklingen i gang af såvel Østergade som Søndergade. En af de første større grundhandler var salget af hjørnegrunden Sønder Allé / Søndergade. Køberen var den unge jernstøber Søren Frich, der i 1854 startede som selvstændig fabrikant på den grund, hvor i dag Regina-forretningsejendommen ligger.

Der var betydelig interesse for købmand Schandorffs grunde, så i årene efter 1854 blev arealerne afhændet langs det, der blev til Østergade. Også grunden mod Søndergade var der købere til. I dag forestiller man sig ikke, at et af projekterne gik ud på at opføre en kaserne på stedet. Dengang var soldaterne privat indkvarterede, så nogle effektive officerer så en forretning i at opføre private kaserner, som man lejede ud. Ejendommen stod helt frem til 1927 og er i øvrigt kendt i litteraturen fra Sophus Bauditz bog "Krøniker fra Garnisonsbyen", der udkom i 1892. Heri fortalte forfatteren i øvrigt, at soldaterne skød til måls tværs gennem de baghaver og den gyde, der lå mellem Østergade og det senere Sønder Allé. Den gyde havde derfor i folkemunde fået navnet Pistolstræde, et navn, den havde helt frem til 1893.

Der har levet "ægte oberster" i gaden. Den kendteste af dem alle var vel nok oberst Julius Høegh-Guldberg, der i første halvdel af 1800-årene var oberst ved garnisonen. Hans store interesse var haver, og bag den store gård i Frederiksgade anlagde han en stor prydhave med mange frugttræer. Obersten var en dygtig havemand, og træerne gav langt større udbytte, end der var brug for i Guldbergs egen husholdning. Gennem en lang årrække indrykkede han derfor hvert år i oktober en annonce i Aarhuus Stiftstidende, hvor han lod kundgøre, at ubemidlede og værdigt trængende kunne afhente en kasse gode æbler eller pærer. I hine tider rakte den private velgørenhed langt.

Det besværlige vejnet
Bonden kunne skrumle videre ned gennem Frederiksgade, der var bebygget på begge sider af vejen med lave huse, der ofte blev benævnt håndværkergårde. Der var beboelse ud til gaden, og i baghuse var der almindeligvis indrettet værksteder. Også de gårde og huse kender vi fra brandforsikringerne, og herfra kan man også erfare noget om de erhverv, der blev drevet i gaden: Skræddere, farvere, gørtlere, rebslagere, kurvemagere, skomagere er blot nogle af titlerne, men der ses også benævnelser som daglejere, madammer og enker. Så kom han til den smalle gamle Fiskergade, før han nåede frem til Frederiksbro og kunne svinge ind på torvene for at sælge varerne; ikke altid mod penge, oftere mod andre varer, som han havde brug for derhjemme. Økonomerne kalder den form for handel for "tuskhandel" - varer mod varer.

Pengeøkonomien var endnu noget, der stort set var forbeholdt bybefolkningen, så det var da også her i byen, de få pengeinstitutter havde til huse. Var der tid kunne det godt være, at han lige vendte hesten foran byens nye rådhus, der netop var indviet her i 1857. Det gamle hvide rådhus med rødder tilbage i middelalderen foran Domkirken var netop blevet revet ned for at give mere plads til torvehandelen.

Industrialismen på vej
Sådan havde livet formet sig i flere århundreder, men noget nyt var på vej. Industrialismen med dens voksende krav til effektivitet og masseproduktion bankede på. Det var også sket i Aarhus, hvor man netop planlagde den moderne jernbane, der blev indviet i 1862. Det var banen mellem de to "store" østjyske byer Aarhus og Randers. Dengang havde ikke ret mange forstået, hvor vigtigt et skridt banen var for den økonomiske udvikling. Omkring 1850 var Randers befolkningsmæssigt større end Aarhus, men ikke mindst det forhold kom banen til at ændre på.

Det havde været ret så vanskeligt at finde ud af, hvordan og hvor det nye transportmiddel skulle ligge i byen. Nogle af politikerne havde ment, at den kun skulle gå til Brabrand, fordi vejen ind til Aarhus ville være et "blindt spor". Lokomotiverne skulle vendes for at køre den anden vej, uanset om de skulle mod nord eller syd. Man forestillede sig heller ikke, at det ville have været værdifuldt at samtænke banen med havnen. Resultatet blev derfor, at jernbanestationen blev lagt der, hvor der var plads til den: Uden for byen, langt uden for byen næsten så langt ude, som øjet kunne række. For enden af det, der blev til Ryesgade. At det lykkedes, at få banen helt ind til Aarhus, var i sig selv et politisk mesterstykke.

En af de mænd, der havde spillet en stor rolle for netop banen, var konsul Mørk, der kom til at give navn til den nye gade, der mødte Frederiksgade, J.M. Mørks Gade, opkaldt efter den lokale politiker og redaktør af Aarhuus Stiftstidende. Han beskyldes som nævnt for at være den, der fik skabt Aarhus som en "blind banegård". Med den konstruktion, kunne intet tog nemlig køre uden om byen. Den ville automatisk få besøg af alle tog. De kunne ganske enkelt ikke slippe for byen. Og, det var vel i mange år en god løsning? At det var besværligt, fordi lokomotiverne skulle vendes, betød ikke så meget dengang, da tid ikke blev værdsat så højt - og slet ikke opgjort i penge som i dag.

En ny økonomi
Jernbanens indtog og den voksende økonomi betød imidlertid, at kritikken blev stadig voldsommere over for det gamle afgiftssystem. Hvordan skulle det håndtere de større vareladninger, der kom med tog? Tidens hele økonomiske tankegang gik også i retning af liberalismen, og de nye toldlove gik helt i samme retning, så i 1851 kom - som allerede berørt - den forordning, der afskaffede den gamle portkonsumption. Portene faldt og de fleste af de gamle portkonsumptionsbetjente, som de hed, blev afskediget. Det blev de også i Aarhus. Vi kender navnene på de fleste af de afskedigede betjente. Rent teknisk kom de på "ventepenge", men da den periode var udløbet, måtte de fleste se sig om efter et andet arbejde. Betjenten og hans kone ved Frederiksport begyndte vist nok på at lave "mad ud af huset" for, som annoncen sagde, han og hans kone "tog mod bestilling på 2 à 3 retter kraftig, veltillavet middagspise".

Da porten var borte, var der omsider gjort plads til en modernisering af indkørslen til Aarhus fra syd. Nybyggeri blev det selvfølgelig også til. Omkring 1870 opførtes bl.a. det hus, der af en senere eftertid er blevet benævnt "Kellers Gård", men som også gennem en årrække var kendt som Hotel Kronborg. I gaden lå endnu store gamle købmandsgårde. Der var M.K. Rasmussens gård, der lå skråt over for købmand S.M. Holst gård i den sydlige ende af gaden. Købmand Rasmussen havde frøkontor i bygningen. Den store gård blev først nedrevet i 1922, og på grunden opførte Jyllands-Posten et moderne bladhus med trykkeri bagved. Ved det byggeri traf man igen på de middelalderlige fundamenter fra det omtalte klosteranlæg med klostergård, kapitelhus og kirke.

På den modsatte side af Frederiksgade lå købmand Holsts store bindingsværksbygning med facade ud mod Søndre Kirkegård.

Flere byggepladser
På vej tilbage ad Frederiksgade ved højlys dag, var det tydeligt, at der var en udvikling på vej i området bag de gamle gader. Der var byggepladser mellem Søndergade og Frederiksgade, og så var der ikke mindst ved at ske en kraftig udvikling i området omkring Østergade. Gaden var langsomt ved at blive et helt nyt udviklingsområde. Tidligere havde udviklingen foregået nord for Åen, men nu var der for alvor ved at ske noget syd for Åen. En af drivkræfterne for udviklingen var den allerede nævnte jernstøber Søren Frich, der havde anlagt en mindre fabrik ved Søndergade i 1854. Udvidelserne voksede med anlæg på den anden side af gaden mod det, der senere blev kaldt Asylgade. Det var tungt materiel, jernstøberen lavede, og han var så småt ved at være opmærksom på de store opgaver, der lå i at levere materiel til jernbanen. Endnu var hans hovedproduktion støbegods til byggeriet samt landbrugsredskaber. Jernstøberen havde evne for at se, hvad der rørte sig i tiden og ikke mindst få sig selv placeret i forhold hertil. Da jernbanen i 1862 kom til byen og oprettede et større værksted, så han derfor straks de muligheder, der lå i at blive leverandør til banen. Det startede med kraner og diverse banemateriel, men udviklede sig hurtigt til også at omfatte dampmaskiner, der blev den nye tids svar på fremskridt. En af de første dampmaskiner blev leveret til Hendrik Schandorffs Dampbrænderi i Frederiksgade allerede året efter virksomhedens start.

Schandorff synes at have været den største ejendomsbesidder i området. Hans gård lå lige ved indkørslen til Frederiksgade og var efter datidens målestok ganske stor. Den havde en fin placering, for når bønderne kom ind til byen fra syd med deres produkter, lå hans gård først for og fik på den måde en del ekstra handel. Brandforsikringen opregner de mange bygninger med forhuse, baghuse, sidehuse, halvtag, stalde, tømmerlader, plankeværker og meget mere. Han var naturligvis ikke alene på stedet, men havde som nabo den også meget bekendte købmand Herskind, der også disponerede over et betydeligt antal bygninger med forskellige betegnelser. Dele af bygningerne eksisterer endnu i dag under adressen Frederiksgade 79. Her havde Aarhus Kommune adresse for byens Skolevæsen fra 1970-2010. Inde bagved mod Seedorffs Stræde ligger stadig flere af købmandens gamle bindingsværksbygninger.

Huset nr. 79 er ud mod gaden opført i 1816 i en stilart, der kaldes "københavnerklassicisme". Det var en imponerende stil i datidens Aarhus, hvor de fleste bygninger var i bindingsværk. Et grundmuret hus i en markant arkitektur, det var noget, man talte om - ganske som i dag. I midten af 1850'erne blev huset lejet ud til stiftamtmand Thorkild Chr. Dahl. Han var ganske vist ejer af Moesgård uden for byen, men man kunne ikke forvente, at borgerskabet ville rejse så langt for at få klaret de nødvendige forretninger, så amtmanden oprettede ganske enkelt amtskontor i Frederiksgade. Adressen er markeret på et kort fra 1858, udført af en kaptajn Alteht. Siden blev bygningen adresse for en oberst ved 3. dragonregiment, og han kunne fra sin bolig hurtigt nå frem til sin militære arbejdsplads. Det bekendte ridehus var rejst i 1860. Senere kom dragonkaserne i Vester Allé til, 1876/77 efter tegninger af arkitekt C. Lange. Den nye kaserne havde stor betydning for militæret og soldaterne i øvrigt, for det betød, at de ikke længere måtte lade sig indkvartere privat. Det betød på den anden side, at den gamle skik med at ældre officerer lejede værelser ud, efterhånden ophørte. Det er måske en af forklaringerne på, at den store ejendom efterhånden fik andre formål?